Dansk | English

Klassiske koncerttilbud

Solokoncerter

Ulrik Spang-Hanssen har lige siden karrierens start i begyndelsen af 80’erne givet flere hundrede solokoncerter på sit instrument. De spænder lige fra det monografiske komponist-portræt – i 2007 har han eksempelvis givet mange koncerter i ind- og udland, der udelukkende indeholdt musik af den danske barokkomponist Diderik Buxtehude – over det blandede program, der er tilpasset kirkens orgel til den deciderede populær- eller nytårskoncert med velkendte orgelværker og iørefaldende transkriptioner. I 2008 tager han fat på en komplet indspilning på 6 CD’er af Franz Liszts orgelværker, og der byder sig herved en enestående chance til at stifte bekendtskab med mange af mesterens romantiske orgelkompositioner, også nogle af de lidt mindre kendte.

En specialitet, som Ulrik Spang-Hanssen har udviklet gennem de sidste 10 år, er hans orgelaftener for de helt små orgler, koncerter der kan spilles på stort set hvad som helst, der er piber i, uden at variationen går tabt.




Spang-Hanssen-trioen

Det har altid været populært, når musikerne i det samme ensemble var i familie med hinanden. I poppen husker man The Osmonds og Jackson Five og indenfor den klassiske musik Labèque Sisters. Ulrik Spang-Hanssen har ikke færre end fire yndige døtre, hvoraf de to spiller professionelt, så her er Danmarks svar: SPANG-HANSSEN-TRIOEN! Cellisten Mette Spang-Hanssen har netop debuteret med megen virak fra Det Fynske Musikkonservatoriums solistklasse, hvor hun har studeret hos docent, solocellist Niels Ullner, og hun og farmand har gået og ventet i flere år på, at lillesøster Ida skulle blive god nok til, at man kunne tage hende med i byen. Det er hun nu, hvor hun studerer på 3. år på Det Jyske Musikkonservatorium hos prof. Kim Sjøgren og er klar til at tage med ud at præsentere et program, som er bygget op om Josef Rheinbergers monumentale trio for violin, cello og orgel, baroksonater og andet godt!




Embedsmandsduoen af ’84

Som navnet antyder, så har Ulrik Spang-Hanssen og Niels-Ole Bo Johansen været et makkerpar i dansk musikliv siden 1984. De mødtes, da de var hhv. organist ved Vor Frue Kirke i Assens og solobasunist ved det daværende Fynske Livregiments Musikkorps, og de var således begge statstjenestemænd – heraf det lidt usædvanlige navn. De to herrer, som i dag begge er professorer ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, har sat sig for at spille alt hvad der er skrevet og vil blive skrevet for instrumentkombinationen basun og orgel, og de er tæt ved målet. De kan sammensætte mange forskellige koncerttilbud fra det meget iørefaldende til deciderede ny-musik-koncerter.




Trio Corelli

I barokperioden var instrumentkombinationen violin, ærkelut og orgel blandt de mest elskede overhovedet. Man mente, at den gav den ypperste, mest smeltende velklang, og det er medlemmerne af trioen aldeles ikke uenige i. I dag hører man langt hyppigere baroksonater spillet med cembalo og cello, så her er chancen for en anderledes barokkoncert! Trioen består af docent fra konservatoriet i København Elisabeth Zeuthen Schneider, barokviolin, underviser på bl.a. DJM Viggo Mangor på ærkelut og Ulrik Spang-Hanssen på det medbragte kammerorgel. Trio Corelli har indspillet to succesfulde CD’er, der begge har været featured som ”ugens CD” i DRs P2, nemlig Johann Matthesons ”Der brauchbare Virtuoso” (dobbelt-CD) og G.F. Händels violinsonater.




Kim Sjøgren / Ulrik Spang-Hanssen

Også i denne duo har Ulrik Spang-Hanssen slået sig sammen med en professorkollega fra Det Jyske Musikkonservatorium, nemlig den navnkundige violinist Kim Sjøgren. De to kender hinanden allerede fra deres studietid på den selv samme institution, og har for nylig begået en CD sammen med smægtende romantisk musik af tyskeren Josef Rheinberger, der var samtidig med Brahms. Ren honning for øregangene, der til koncertbrug suppleres med ikke mindre lækker musik af Franz Liszt og Felix Mendelssohn.




Leif Ramløv Svendsen & Ulrik Spang-Hanssen

Blokfløjtevirtuosen Leif Ramløv Svendsen og USH har haft et tæt samarbejde i mere end 24 år, og udgør en særdeles indforstået duo. Repertoiret består dels af sonater fra hele barokperioden, fremført på kirkens orgel og på kopier af blokfløjter, som var i brug dengang musikken blev skrevet, og dels af koncerter for soloblokfløjte og orkester af f.eks. Vivaldi eller Händel, hvor Ulrik Spang-Hanssen spiller orkesterpartiet på orgel. Duoen gør meget ud af at fortælle både om musikken og instrumenterne, og der bydes således på en meget underholdende og varieret koncertoplevelse, hvori der også indgår kompositioner for soloblokfløjte og soloorgel.




Helle Hansens Gospelkvartet

Dette ensemble hører egentlig ikke til under ”klassiske koncerttilbud”, men spiller alligevel som oftest i hvad man kunne kalde klassiske kirkelige sammenhænge. I 15 år har dette velsammenspillede band gjort sig gældende ved en stor mængde koncerter i danske kirker. Det består af sangerinden Helle Hansen, som er kendt fra utallige sammenhænge og ikke mindst fra, at hun med efterhånden næsten kedsommelig regelmæssighed vinder højst ærefulde priser i nogle af verdens mest prestigiøse sangskriverkonkurrencer, af bassisten Jesper Carlsen, af trommeslageren Martin Clausen og af Ulrik Spang-Hanssen på Hammondorgel. Selvom bandet er særdeles velswingende, er der ikke her tale om en ”op at stå på stolene og holde hinanden i hånden” gospelkoncert, men mere om en raffineret koncertpræsentation af gospelmusikkens muligheder. Det præsenterer sig også i en lidt dyrere, men også desto mere effektiv variant med tre professionelle korsangere som backing til Helle.

Copyright © 2017 - Design and code by Michael Henriksen