Dansk | English

Jazz

Absolute organ

Kvartetten Absolute Organ består af Hans Mydtskov, tenorsax, Morten Nordal Petersen, guitar, Anders Senderovitz, trommer og Ulrik Spang-Hanssen på Hammondorgel. Repertoiret er kraftigt inspireret af souljazzen fra 60’erne og 70’erne, som man f.eks kender den fra Jimmy Smith’s og de andre store orgelkoryfæers plader fra dengang, uden dog på nogen måde at være en kopi af disse. Morten Nordal komponerer ofte, gerne og godt til bandet, og lyden er up-to-date og funky. Orkesterets motto er: ”Ethvert spor af nordisk tone er forbudt!”, så der er tale om svedig New Orleans-funk, rå blues og sej JAAZZZ i lange baner. Absolute Organ kan også engageres sammen med sangerinden Helle Hansen (se Helle Hansens Gospelkvartet), hvis mange prisbelønnede kompositioner passer som fod i hose ind i AO’s orgelgroove.




The Aarhus express

Mange jazzlyttere landet over vil kende dette band som ”Worck/Odderskov Kvintet”, men efter trompetisten Werner Worcks alt for tidlige død sidste sommer kunne man naturligvis ikke fortsætte under dette navn. Kvintetten var heldig at få tag i trompetisten Ove Larsen fra Fyn, skiftede navn og spiller fortsat på fuld damp med følgende besætning: Ove Larsen, trompet, Finn Odderskov, sax, USH, klaver, Jesper Carlsen, bas og Heine ”Hot” Press Poulsen, trommer. Dette er et band, som med fuldt overlæg sætter sig, ikke imellem, men på to stole: swing og trad og spiller begge dele med lige stor kompetence og elegance. Orkesteret har under sit tidligere navn indspillet to roste CD’er.




Helle Hansens gospelkvartet

I 15 år har dette velsammenspillede band gjort sig gældende ved en stor mængde koncerter i danske kirker. Det består af sangerinden Helle Hansen, som er kendt fra utallige sammenhænge og ikke mindst fra, at hun med efterhånden næsten kedsommelig regelmæssighed vinder højst ærefulde priser i nogle af verdens mest prestigiøse sangskriverkonkurrencer, af bassisten Jesper Carlsen, af trommeslageren Martin Clausen og af Ulrik Spang-Hanssen på Hammondorgel. Selvom bandet er særdeles velswingende, er der ikke her tale om en ”op at stå på stolene og holde hinanden i hånden” gospelkoncert, men mere om en raffineret koncertpræsentation af gospelmusikkens muligheder. Det præsenterer sig også i en lidt dyrere, men også desto mere effektiv variant med tre professionelle korsangere som backing til Helle.




Jakob Elvstrøm Quartet

JEQ er rimeligvis Nordeuropas eneste femmandskvartet, da besætningen, der oprindelig var altsax, orgel, bas og trommer, allerede for flere år siden blev udvidet med en guitar uden at nogen gad at ændre bandnavnet af den grund. JEQ spiller Acid-jazz, som er en nyere engelsk betegnelse for den tidlige funk fra 70’erne, som den blev spillet af Lou Donaldson, Lonnie Smith og andre. I dag spiller JEQ dog mest originalnumre, som er komponeret af kapelmesteren selv. Der er fuld funk-garanti, når JEQ går på banen, og derfor kan bandet da også se tilbage på en længere periode med hyppige engagementer på Copenhagen Jazzhouse og på to velanmeldte CD’er: ”Live at Copenhagen Jazzhouse” og ”The Party Ain’t Over Yet”




Ulrik Spang-Hanssen Trio

er en klavertrio, som udover USH selv består af Jesper Carlsen på bas og Anders Senderovitz på trommer. Trioens speciale er jazzificeringer af selv de mest vandede gamle schlagere og grand-prix hits. Alt fra Beatles-melodier til ”To lys på et bord” kan tages op til behandling, og resultatet egner sig lige godt til koncert og til festbrug. Hvor finder man ellers en trio, som kan spille ”Lille Sommerfugl”, så hele lokalet gynger og Bjørn Tidmand himself giver øl?




Pakhusorkesteret

Pakhusorkesteret er velsagtens det orkester i Danmark, som har spillet flest jobs på færrest mulige lokaliteter, idet det i årevis har været husorkester på Det Bruunske Pakhus i Fredericia, hvor det har spillet et utal af gange. Derved er det blevet et særdeles velsammenspillet og humørfyldt orkester i den traditionelle stil, som kan sætte fut i enhver forsamling. Alle medlemmerne er særdeles erfarne i trad-faget, og kan stilen til fingerspidserne, og man kan også sagtens overtale Pakhusorkesteret til at spille andre steder! Det aktuelle line-up er: Peter ”Laffe” Christensen, trompet, Finn Odderskov, klarinet og sax, Finn Burich, basun, Jens Bertelsen, banjo, Mogens Leander, bas, Uffe Christensen, trommer og USH, klaver.




West 58th Street stompers

er også et traditionel jazzband, men af en noget anden slags. Orkesteret fremstod allerede i de tidlige 70’ere som eksperter i Jelly Roll Mortons musik, og dette præger stadig bandets repertoire. Engagerer man West 58th kan man få numre at høre, som få andre jazzbands kan eller overhovedet ved findes! Bandet kan prale af et engagement, som må være noget af en rekord, idet det i 36 år i træk har spillet til det årlige julebal i Skjern, uden at folk er blevet trætte af det af den grund. De, som danser dernede i dag, er børnebørn af det publikum der kom, da vi begyndte, og vi er fast besluttede på at tage en generation mere med! I dag består bandet af Flemming Nordenhof, trompet og vokal, Bent Østergaard, klarinet og sax, Peter Jessen, basun, Poul Schultz Nielsen, banjo, Leif Enevig, bas, Imrich Cisar, trommer og USH, klaver.

Copyright © 2017 - Design and code by Michael Henriksen